Forsiden

Velkommen til voresdag.dk

Voresdag.dk er tænkt som en hjemmeside, hvor jeg beskriver de små projekter som jeg går og laver, oplevelser fra såvel hverdagen som højtider og ferier, de tanker jeg har i forbindelse med mine kreative ideer og hvad der rører sig i min dagligdag. Jeg elsker at arbejde med mine hænder uanset om det er med min elskede symaskine, pap og papir eller i mit eget glasværksted.

Jeg er uddannet pædagog og i mit arbejde er kreativitet, innovative tanker og ideer en vigtig del af mig, uanset om jeg udvikler nye metoder, tilgange eller undervisningsmaterialer. Jeg er god til at se muligheder i stedet for begrænsninger og udnytter de ofte begrænsede muligheder optimalt.

Privat har jeg altid flere projekter i gang som også bliver fuldført til glæde for min familie og omgangskreds. Jeg når næsten aldrig at blive færdig med en ide før jeg begynder at tænke innovative tanker på, hvordan jeg kan forbedre eller optimere mine projekter.

Jeg er så heldig at have 3 børnebørn som også nyder at lave ting sammen med deres farmor/mormor, uanset om det er bagværk, kastanjefigurer eller vi sidder ved symaskinen. De elsker alle et godt eventyr, hvor der bliver lavet forskellige stemmer til de forskellige figurer.

Jeg elsker at rejse med min mand uanset om det er at campere eller på hotel. Campere også gerne i Tyskland og helst nede i bjergene hvor vi kan vandre i naturen. Jeg synes at det er spændende at møde nye mennesker samt kulturer, så derfor søger vi ofte de små lokaliteter udenfor turistområder. På storbyferier søger vi hellere de spændende baggårde og områder udenfor centrum for netop at møde de lokale og autentiske beboer.